onsdag den 24. februar 2010

Bossen og Bæstet


Morten Olsen har nu udtaget sit test-VM-hold til landskampen mod Østrig. Som alle andre trænere har han sine favoritter. Det er sådan set fair. Men er det også fair, hvis man bortvælger helt oplagte kandidater til et hold, som ikke er Morten Olsens, men hele Danmarks?
I disse år har Danmark ikke den helt store stjerne på målmandsposten. Schmeichel, altså Peter, er for længst gået på pension, og sønnen Kasper har (endnu) ikke nået farens niveau. Thomas Sørensen har længe været førstevalg - også i perioder, hvor han ikke har kunnet spille sig på sin klubs førstehold. Et stykke efter har forskellige hjemlige målmænd haft reservetjansen. Lige nu har landstræneren set sig varm på Kim Christensen, der går og flytter stolper i Sverige.
Men hvor er Brian Jensen henne? Bæstet fra Burnley i Premier League, der kamp efter kamp gør en fortrinlig figur og sagtens kan måle sig med Thomas Sørensens niveau. Ja, han har aldrig fået en chance hos Morten Olsen. Det går over denne bloggers forstand - og det er unfair over for Brian Jensen!